Jeg har i 1½ år haft en iPhone – og som så mange andre så er den blevet et fast værktøj for mig.
Så jeg har jo også flere gange været omkring forskellige måder at føre statistik for mine symptomer. Jeg har prøvet at notere i en tekstfil i Evernote (fungerede, men tager for lang tid).
Jeg prøvede i august 2009 “IBS Symptom Tracker” – den er faktisk god, men desværre kræver den at din iPhone stilles om til engelsk (dette fandt jeg ud af efter mange forsøg). Derudover så var udvikleren ikke villig til at høre på mig, deres kommentar var at det virkede for så og så mange andre, og at man ikke kan lave refunds gennem AppStore. Det kan man så godt – men jeg måtte have fat i Apple for at få refunderet de 18 kroner.
Siden den 19. oktober har jeg brugt “GI Monitor” som er gratis mod at du lader firmaet bag få dine data til forskning. Det hele foregår på engelsk, så hvis du ikke kan en lille smule engelsk er det desværre nok ikke noget for dig. Udover iPhone applikationen så er det en webside hvor man også kan se sine data og skrive registreringer ind. Praktisk hvis man nu ikke lige har telefonen ved sig (tør for strøm, til reparation osv.) men er ved en computer (det er jeg så i 90% af min vågne tid). Det er hurtigt at starte programmet op og registrere når man har været på toilettet. Registreringen er ikke så nuanceret, det er konsistens (Normal, blandet, løs), blod (Intet, lidt, meget) og hvor påtrængende det var (lav, medium, høj). Programmet giver så et index mellem 0 og 10 for hvor godt man har det totalt set. Jeg har taget nogle skærmbilleder herunder for at give jer et indtryk af programmet.
Og hvad kan man så bruge det til? Nogen gange så er det meget rart at have et tal for hvordan ens tilstand er. Men i bund og grund er ens indrapportering jo også påvirket af ens øjeblikkelige tilstand, stressniveau og humør. Så det er klart begrænset hvad det kan hjælpe.
Det som jeg savner, et værktøj hvor jeg registrerer hvad jeg spiser, medicin jeg tager og hvad min symptomer er – med klokkeslet – så jeg på den måde kan se om der er et mønster i hvad, hvor meget og hvornår jeg spiser og tager medicin i forhold til mine symptomer. Og jeg troede egentlig jeg havde fundet dette i “Crohns Diary” programmet.
Men “Crohns Diary” kom jeg aldrig rigtigt i gang med at bruge. Det er for besværligt at man skal angive et password med mindst 6 tegn og mindst 2 nivau kompleksitet (mindst 2 af: små bogstaver, store bogstaver, tal, specialtegn). Og dette password skal skrives ind hver gang man skal ind i programmet for at registere. Det fungerer ikke! Det tager for lang tid at logge ind. Og hvis man glemmer password så mister man alle sine data.
Har du nogen erfaringer med at registrere dagbog via iPhone, webside eller computer? Eller via en helt anden telefon. Så kom gerne med dine tips